Vi har alle vores grænser…
Indenfor OCR verden kan det dog nogen gange være svært at finde dem.
Jeg havde endnu ikke mødt grænsen.. ikke før d. 22. april 2017…
Hvis jeg selv skal sige det – og det skal jeg jo… Så har jeg er jeg ret stærk både fysisk og psykisk. Jeg sørger for at træne min krop, så den er stærk og kan klare de fysiske udfordringer og prøver også at udfordre min psyke i træningen.
Jeg har et game mode jeg træder ind i til konkurrencer, som gør at jeg bliver endnu stærkere og ikke er bange for noget. Jeg kan tåle meget smerte og nægter at give op.
Den 2. april 2017 stod jeg til start til årets første Nordic Race (Strandparken).. Et løb jeg havde prøvet året før i 2016, hvor jeg oplevede at få et chok over det kolde vand – jeg kom ret meget bagud i forhold til de andre – men fik alligevel kæmpet mig tilbage på en 7. plads.
Her blev jeg bevidst om at kold vand ikke er min stærke side, men på ingen måde en begrænsning for mig. Det skulle dog vise sig at gå helt anderledes her i 2017.
Selvom jeg godt vidste min krop ikke ville blive vild med vandet, så havde jeg ingen ide om at det der skete, rent faktisk kunne ske…
Jeg er klar, spændt og lidt nervøs. Jeg glæder mig til at prøve alle de nye forhindringer. Jeg glæder mig til at vise min form frem. Starten lyder! Af sted det går. Kroppen føles klar, og jeg ligger godt med i front. Jeg flyver nærmest over første forhindring, som er et stort net. Det her går godt tænker jeg.
Kort efter nærmer vi os havnen hvor vi skal hoppe 3 meter ned i det kolde vand. Jeg tænker “jeg skal ikke stoppe op og tænke over det, bare gøre det”. Op på stilladsen og hurtigt hop ned i vandet. Puhh.. Koldt.. over til rebstigen og op igen. Kold og våd løb jeg videre. Jeg kunne allerede mærke nu at min krop reagerede negativt, men ikke noget jeg ikke kunne håndtere.
Næste forhindring – Big Rig – det er jo de forhindringer jeg er bedst til. Den var bygget anerledes denne gang. Jeg får fat i et propel håndtag, rækker ud efter det næste – men jeg kan ikke nå! Shit tænker jeg og hopper ned.. Om bag i køen med mig til retry.
Der stod et par piger foran mig i køen.. Min krop blev mere og mere kold af bare at stå. Så blev det min tur igen! 3, 2, 1 og så var jeg igennem den. Glad og så videre til den næste.
Så skulle jeg i vandet igen.. en lille svømmetur. Fik en forfærdelig følelse i kroppen, da jeg ramte vandet, men jeg tænkte; et tag mere et tag mere.. næsten over på den anden side kom livredderen ud og gav mig en hånd ind til kanten. Jeg kom op ad vandet og havde ondt over alt. En underlig smerte – som om alting pressede på indefra og ud mod min hud. Men jeg giver ikke op.
Alle forhindringer begyndte at blive svære og svære at klare. Selv muren som jeg egentlig mestre ret godt, måtte jeg kæmpe mig over.
Og så lige en tredje tur i vandet.. Må indrømme at jeg herefter ikke husker ret meget.
Jeg blev ved med at presse min krop. Selvom den sagde fra. Jeg kunne se den næste forhindring. Den runde irske bænk – endnu en forhindring som jeg plejer at komme over. Lige pludselig kan mine ben ikke hoppe, jeg begynder at blive ret forvirret, hvorfor hopper mine ben ikke? Hvordan er det nu man gør? Hvor er jeg egentlig henne?
Det næste jeg mærker er en trykken i hovedet, og jeg kan ikke helt finde ud af om jeg skal gå frem eller tilbage. Okay, nu hvor jeg ikke selv kunne sige fra så gjorde min krop det så for mig. Det sortnede for mine øjne og jeg ved faktisk kun fra andre hvad der sker herefter.
Jeg får slået øjnene op igen kort efter – jeg ligger nede i sandet. Jeg er ret forvirret faktisk. Jeg har en voldsom smerte i kroppen. Min lyske kramper rigtig meget og jeg ryster. Jeg prøver at kæmpe imod smerten, men det virker ikke.
Jeg bliver hentet af en lille ladbil og husker turen ret tydeligt. Endelig kom jeg ind til samaritterne. Prøvede at rejse mig, men mine ben virkede ikke. De løftede mig op på briksen, og gik i gang med at få varme i mig igen.
Der gik en time inde i teltet inden varmen kom tilbage. Men det lykkes. Jeg havde været så underafkølet at de ikke kunne måle min temperatur. Jeg rystede stadig, men nu kunne jeg smile igen på trods af en meget øm og træt krop.
Dette er første gang jeg har oplevet hypotermi og første gang jeg er udgået fra et løb.
Det er forhåbentlig sidste gang.. Jeg ved nu at jeg har en grænse.
Jeg nåede kun at løbe 1,5-2 km inden dette skete. Jeg har på ingen måde lyst til at opleve dette igen og vil nok holde mig fra at deltage i løb med alt for koldt vand og svømning. Det bliver simpelthen for farligt. Jeg anede ikke hvad jeg lavede til sidst ude på ruten og fik pådraget mig en masse slag, fordi jeg bare trumlede ind i forhindringerne.
Jeg er yderst taknemmelig for de mennesker der var omkring mig.
Tak til jer og tak til DOCRA for jeres hjælp.
En barsk oplevelse både for mig, men nok endnu mere for dem der var helt tæt på:
“Jeg er virkelig glad for at høre, at du er okay igen. Det var helt vildt, da Ulrikkes mor og jeg sad med dig, var virkelig bange. Så jeg er virkelig glad for du fik varmen igen og kom ovenpå!
Jeg stod lige ved Claus, da du knækkede sammen og sad med dig indtil, de hentede dig. Puh det var skræmmende at se dig sådan.”
Mette Lund Sørensen
Da jeg ankommer til forhindringen, så virker du konfus, så jeg begynder at tale til dig. Du svarer ikke, så jeg tager fat i din skulderen. Du kollapser og jeg lægger dig ned i aflåst sideleje. Du reagerer ikke på mine spørgsmål. Ikke en gang et nik, kan jeg få ud af dig.
Så jeg tager dig i hånden og siger: “Katja, hvis du kan høre mig, klem min hånd.”
Jeg får et lille klem. Hvilket gør mig utrolig glad. Så fortæller jeg dig, at jeg vil have noget af dit våde tøj af. Får dig op og sidde. Du er en kludedukke. Men jeg får din trøje og vest af. Så tager min trøje af og giver dig den på.
Jeg ringer ind til mål og siger at de skal sende nogle ud for at hente dig. Jeg får kommenderet tre mennesker over, så de kan tage sig af dig, mens jeg bliver nød til at løbe videre. Næste gang jeg ser dig, ligger du inde hos samaritterne og får varmen.
Skal vi blive enige om at det er sidste gang du gør det?
Claus Dietz
Det var min grænse i OCR.
Skrevet af Katja K Christensen, maj 2017.